TÆND ET LYS
I nogle kirker får man ved dåben et dåbslys. Man bliver opfordret til at tænde det hvert år på dåbsdagen. Har man ikke fået et af kirken, kan man selvfølgelig selv købe et. Det kan være et hvilket som helst stearinlys, for eksempel et almindeligt lys til stage eller et bloklys. Men husk at det skal holde i flere år, så et spinkelt juletræslys er nok ikke det oplagte valg.
Gør noget særligt ud af at tænde lyset til morgenmaden eller når alle er hjemme fra skole og arbejde. Lad det brænde, mens I er i nærheden, men sluk det, hvis I går ud af rummet eller er optaget af andre ting.
Er det den mørke tid af året, er det ekstra oplagt med lys. Kommer der gæster på besøg for at fejre dåbsdagen, så bed alle om at medbringe hver deres stearinlys. Det er både flot og hyggeligt, når de mange stearinlys lyser stuen op.
Husk at lufte godt ud, når lysene er slukket.